luft

bioman indvielse borgmester og direktor webHer ses Horsens borgmester Peter Sørensen, som officielt indviede det nye Cyrogen-anlæg i dialog med direktør i Bigadan Henrik V. Laursen.

 

Den grønne omstilling af tung transport er i fuld gang i Europa, og det mærkes hos Bigadan, der kunne indvie deres nye Cryogen-anlæg hos Horsens Bioenergi i fredags den 26. maj.
Anlægget er det første af sin slags i Danmark, der både forflyder biometan og bio-CO2 direkte fra et biogasanlæg.

- Vi tager hul på en ny æra i dansk biogasproduktion. Med vores nye cryogen-anlæg har vi udviklet innovative løsninger, der adresserer udfordringerne ved at erstatte fossile brændstoffer med vedvarende energikilder i den tunge transport – det er fantastisk, sådan lyder det fra Henrik Laursen, adm. direktør i Bigadan.

Bigadan har investeret et tre-cifret millionbeløb i et spritnyt Cryogen-anlæg, som forflyder biogas, der skal eksporteres og anvendes i gaslastbiler på tværs af Europa.
Samtidig opfanger og nedkøler anlægget overskydende CO2, der skal sælges til den danske industri, hvor den bl.a. skal bruges til at forlænge fødevarers holdbarhed.
Anlægget i Horsens er det første skridt imod at realisere en CO2-reduktion på 100.000 tons om året til det tyske marked og er det første anlæg ud af flere planlagte anlæg i Bigadans regi.


Læs hele artiklen i september udgaven af bioenergiMAGASINET... - tegn abbonnement her!

 

 

bioman lbg anlaeg 4

niels bahnsen niras

Projektchef Niels Bahnsen, 65, kunne mandag den 1. maj 2023 fejre sit 40-års jubilæum i den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS. Stort tillykke til en ekstraordinært dygtig kapacitet og polytekniker, som fejres med en reception på hovedkontoret i Allerød den 10. maj.

Niels Bahnsen har set NIRAS vokse fra ca. 100 medarbejdere i 1983 til i dag, hvor virksomheden tæller 2.600 kolleger fordelt over store dele af verden. Kollegerne beskriver ham som en lynende intelligent energiingeniør, der kan bidrage i stort set alle typer af projekter på tværs af fagligheder i kraft af sine mange års erfaring.

Niels tog sin studentereksemmen fra Virum Statsskole (nu Virum Gymnasium) i 1975. Han blev uddannet civilingeniør i 1983 fra DTU – Danmarks Tekniske Universitet – med speciale i energisystemer. Samme år begyndte han sin karriere i NIRAS, og nu har virksomheden altså haft glæde af hans imponerende faglige ekspertise i 40 år.

Udover en endeløs række af ingeniørtekniske projekter har Niels gennem årene desuden varetaget flere repræsentantskaber i blandt andet Dansk Biogas Brancheforening, Foreningen af Rådgivende Ingeniører – FRI, samt World Energy Council Danmark.

Mange tak for indsatsen – og stort tillykke, Niels!

solen jorden

Uhyggelige prognoser for klimaændringers indvirkning på menneskeliv er netop er offentliggjort i Nature Sustainability: Op imod 2 mia mennesker vil blive udsat for ekstrem varme under på grund af temperaturstigningerne. For hver 0,1°C med opvarmning over det nuværende niveau, vil omkring 140 millioner flere mennesker blive udsat for ekstrem varme.
Dette viser både problemets massive omfang og hvorfor det er afgørende med handling for at reducere CO2-udledningen..

Læs hele rapporten her (på engelsk).

lis thodberg
NIRAS har udnævnt Lis Thodberg til Sustainability Director inden for procesindustri sektoren.

 

NIRAS udnævner den erfarne cand.scient. Lis Thodberg til ny Sustainability Director inden for procesindustri, der omfatter fødevareindustrien, pharma- og life science-sektoren samt grønne brændstoffer. Lis Thodberg kommer til NIRAS fra en chefstilling inden for bæredygtighed i NNE A/S.

Bæredygtighed bliver en stadig vigtigere problemstilling for NIRAS’ kunder, og derfor er det et strategisk fokus for NIRAS at udvikle sig inden for dette område. På den baggrund er NIRAS glad for at kunne annoncere ansættelsen af Lis Thodberg. Lis Thodberg vil være ansvarlig for at koordinere og videreudvikle NIRAS' bæredygtighedsydelser for rådgivervirksomhedens kunder inden for procesindustri.

"Med denne nye rolle og med ansættelsen af Lis Thodberg ønsker vi at styrke vores fokus på at levere bæredygtige løsninger til vores fødevare- og pharma-kunder. Vi har til hensigt at udvide vores portefølje af tilbud til at omfatte flere grønne brændstoffer som alternativ til fossilbaserede", siger Thomas B. Olsen, Senior Vice President for Procesindustri i NIRAS.

Lis Thodberg har en uddannelsesmæssig baggrund som cand.scient. i biologi. Dertil har hun arbejdet som direktør i NNE A/S for både Health, Safety & Environment samt for Sustainability i de sidste 10 år, hvor hun har ledet en afdeling, der leverer bæredygtige designløsninger til store life science-investeringer i Nordeuropa.

De sidste 30 år har Lis arbejdet med næsten alle aspekter af miljøproblematikker i forhold til industriel produktion i kraft af sine ansættelser inden for genbrugsindustrien i Solum A/S, i konsulentvirksomhederne Sweco og Alectia, i brancheforeningen Landbrug og Fødevarer og endelig i den offentlige sektor i Rudersdal Kommune.

 

Styrke dialogen med kunderne om bæredygtighed
"Med Lis om bord ønsker vi at styrke og integrere vores bæredygtighedsydelser og -værktøjer i dialogen med vores globale kunder. Sammen vil vi udvikle bæredygtige løsninger til deres produktion til gavn for vores kunder, deres produkter og samfundet som helhed", siger Thomas B. Olsen.

Lis Thodberg vil være ansvarlig for koordineringen af NIRAS’ bæredygtighedsydelser til kunder inden for procesindustri. Dertil vil hun aktivt deltage i NIRAS' strategiske initiativer inden for GREENsition og bæredygtighed på tværs af organisationen for at støtte og styrke rådgivervirksomhedens position over for kunder inden for fødevareindustrien og pharma- og life science-området.

"Jeg ser meget frem til at blive en del af NIRAS' procesindustri-team og bidrage til den videre udvikling af NIRAS' stærke profil inden for bæredygtige løsninger. I hele min karriere har jeg arbejdet med bæredygtighed, og jeg ser frem til at møde og arbejde sammen med talentfulde kolleger og ambitiøse kunder for at gøre en reel forskel - både for miljøet og vores kunder,” udtaler Lis Thodberg.

Regeringens udmelding om forhøjelse af CO2-fortrængningskrav i transportsektoren er særdeles positiv og kan sikre, at Danmark når sit klimamål i 2025. Samtidig vil et loft over første generations biobrændstoffer bidrage til at styrke klimaeffekten betydeligt. ”Vi kan levere rigeligt ustøttet biogas til at opfylde et markant højere CO2-fortrægningskrav,” lyder meldingen fra Biogas Danmark.

Erhvervslivet var i dag samlet på Marienborg for at drøfte, hvordan Danmark sætter turbo på den grønne omstilling og indfrier de danske klimamålsætninger. Særligt udfordringerne med det danske klimamål i 2025 var et centralt emne.

Regeringen meldte i den forbindelse ud, at klimakravene til transportsektoren skærpes som et led i indsatsen for at opfylde det danske klima-delmål i 2025. Regeringens udspil går på at skærpe CO2-fortrængningskravet til de brændstoffer, der anvendes i transportsektoren, herunder fastsættelse af et loft over de fødevarebaserede første generations biobrændstoffer. Regeringen vil forhandle om fastlæggelsen af de konkrete krav.

henrik hoegh02

– Udspillet fra regeringen er særdeles positivt og vil have stor betydning for klimaet og for, at Danmark endelig får gang i grøn omstilling af den tunge transport, lyder meldingen fra Henrik Høegh, formand for Biogas Danmark.

En forhøjelse af CO2-fortrængningskravet i transportsektoren vil give et sikkert bidrag til at nå klima-delmålet i 2025, fordi transportsektoren er forpligtet til at opfylde kravet. Desuden er det et godt første skridt til at øge efterspørgslen på ustøttet biogas, der rummer et enormt potentiale for at bidrage til grøn omstilling af den tunge transport i Danmark. Biogas Danmark har tidligere beregnet, at en forhøjelse af CO2-fortrængningskravet med to procentpoint vil levere en reduktion på 0,7 millioner tons CO2.

– Til de journalister, der i dag stillede spørgsmålstegn ved, om der er bæredygtige ressourcer nok til at opfylde et markant skærpet CO2-fortrægningskrav kan vi melde klart ud fra biogasbranchen, at det er der. Vi har et enormt uudnyttet potentiale af biogas, og branchen er klar til en hurtig udbygning, fastslår Henrik Høegh.

Samtidig lyder meldingerne fra regeringen, at gassen i gasnettet forventes at være helt grøn før 2030, og dermed frigøres yderligere biogaspotentiale, som kan gøre gavn i den tunge transport.

Da biogas produceret på husdyrgødning giver den mest effektive CO2-fortrængning, vil en stor del af det forhøjede CO2-fortrængningskrav blive opfyldt med en stigende anvendelse af biogas baseret på husdyrgødning.

– Dermed opnås yderligere en klimagevinst i landbrugssektoren, og vi slår to fluer med et smæk på to af de områder, hvor udfordringerne med den grønne omstilling er størst, nemlig den tunge transport og landbruget, fastslår Henrik Høegh.

 

Fakta om biogas

  • Biogassen er en kendt teknologi, der allerede i dag leverer betydelige drivhusgasreduktioner ved afmetanisering af husdyrgødning. Disse reduktioner kan øges markant ved at bringe stigende mængder husdyrgødning hurtigt ud af staldene og ind i biogasanlæggene. Samtidig bidrager biogasanlæggene med recirkulering af næringsstoffer til gavn for den danske fødevareproduktion.
  • Biogassen fortrænger desuden store mængder fossilt brændstof, så vi mindsker udledningen af fossil CO2 til atmosfæren.
  • CO2 fra biogas kan lagres i undergrunden eller bindes videre i en PtX fødekæde, i kombination med brint til produktion af brændstofferne e-metan eller e-metanol, til fortrængning af fossilt brændstof og mod forskellige anvendelsesområder.

dall energy 61013272
Jens Dall Bentzen har fået en kapitalindsprøjtning på 80 mio. kr. til videreudvikling af Dall Energy. Foto: Dall Energy.

 

Dall Energy, der blev grundlagt i 2007 af administrerende direktør Jens Dall Bentzen, har udviklet en innovativ ovn, der muliggør effektiv energiudnyttelse af biomasseinput til fjernvarmenetværksoperatører og industrielle kunder.

Der har den franske investor, Eiffel Essentiel, nu set en ide i og har smidt mere end 10 millioner euro – knap 80 millioner kroner på bordet.

Indtil videre har Dall Energy bygget anlæg på i alt 58 MW i Danmark, USA og Frankrig. For nylig har virksomheden haft betydelig kommerciel succes i Frankrig med underskrivelsen af et 22 MW projekt for en procesindustrivirksomhed og et 13 MW fjernvarmenetværk med Coriance. Dall Energy er også i fremgang på det danske marked, hvor en ny kontrakt på et 20 MW anlæg til Silkeborg Forsyning er underskrevet, som er et projekt, der vil blive optimeret til at virke sammen med varmepumper.

Eiffel Essentiels investering vil blive brugt til at styrke Dall Energys menneskelige ressourcer og organisatoriske struktur, forbedre kapaciteten for sikkert at kunne levere et stigende antal projekter, accelerere den kommercielle udvikling på kernemarkeder og tilstødende markeder, og fortsætte innovation og teknologisk udvikling, herunder opførelsen af et demonstrationsanlæg til en helt ny pyrolyseteknologi til spildevandsslam og biogasfiber.

- Vi er glade for at have sikret denne investering fra Eiffel Essentiel, siger Jens Dall Bentzen, administrerende direktør for Dall Energy, i en pressemeddelelse.

- Virksomheden står ved et vendepunkt i sin udvikling, og denne investering vil gøre os i stand til kraftigt at fremskynde vores kommercielle udvikling i Europa, samtidig med at vi fortsætter forsknings- og udviklingsindsatsen, hvor innovation er kernen i vores model. Vi er overbeviste om, at Eiffel Essentiel er det perfekte match til at hjælpe os med at nå vores udviklingsmål og fortsætte med at være på forkant med at levere innovative og bæredygtige løsninger.

- Dalls teknologiske track record overbeviste os, og vi er glade for at samarbejde med Dall Energy og støtte deres ambitiøse vækstplaner og innovationsdagsorden. Dall Energys innovative ovnkoncept og bæredygtige løsninger er fuldt ud i overensstemmelse med vores strategi for investering i vækst med fokus på innovative energiomstillingsløsninger, supplerer Thibault Vanpeene, direktør for Eiffel Essentiel.

Kilde: Energy Supply

En partnerskabsaftale mellem Nordion Energi og Nature Energy, der er førende inden for biogas og vedvarende energiproduktion fra organisk affald, vil undersøge mulighederne for at øge mængden af biogas produceret i Sverige.

Partnerskabet vil kombinere Nature Energys ekspertise inden for udvikling og drift af biogasproduktionsanlæg i stor skala med Nordion Energis styrker inden for udbygning af infrastrukturen for at gøre det muligt at sende biogas på gasnettet.

Biogas er en vedvarende energikilde, der kan erstatte fossil naturgas. Og ambitionerne om mere biogas i det svenske energisystem er nu et skridt tættere på at blive til virkelighed.

Partnerskabet sigter mod at udnytte mulighederne for, at biogasproduktionsanlæg potentielt kan tilsluttes nettet i Sverige inden 2030, med forbehold af fremtidige endelige investeringsbeslutninger fra begge partnere.

"Dette har potentiale til at reducere kulstofemissioner ved at gøre det muligt for industri og tung transport at skifte til vedvarende energikilder hurtigere," forklarer Hans Kreisel, administrerende direktør, fra Nordion Energi og fortsætter:

"Biogas spiller allerede en vigtig rolle i den grønne omstilling af energisystemet. Og for mange virksomheder er adgangen til biogas afgørende for, at de kan omstille deres produktion. Med vores fokuserede indsats for at få storskalaproduktion af biogas koblet til vores gasnet, kan vi tilbyde en stabil og bæredygtig forsyning af biogas til de kunder, der har brug for det," fastslår Hans Kreisel og understreger, at Nordion Energy er på vej mod ambitionen om at blive det første fossilfrie gasnet i Europa.

I dag udgør biogas 37,5 procent af gassen i det vest-svenske gasnet og andelen øges fortsat.

Cirkulær økonomi
Et moderne biogasanlæg kan udvinde metan og CO2 fra organiske affaldsprodukter fra industri, landbrug og husholdninger og producere gas magen til naturgas fra undergrunden.

Den afgassede biomasse returneres til landbruget, hvor den fungerer som gødning.

Stort potentiale i Sverige
I Danmark driver Nature Energy allerede 13 biogasanlæg, der producerer omkring en tredjedel af biogassen i det danske gasnet og har også en række projekter i støbeskeen i Holland, Frankrig, USA og Canada.

Og ifølge Ole Hvelplund, administrerende direktør i Nature Energy, er der potentiale for at udvide biogasproduktionen i Sverige også:

"Sverige har et veludviklet gasnet, som hele tiden udbygges. Samtidig er der masser af biomasser til rådighed for vores store anlæg, og når vi kan sende den opgraderede biogas på på gasnettet, ser vi et spændende potentiale for fremtidige investeringer. Vi ser frem til at undersøge dette potentiale yderligere i samarbejde med Nordion Energi", fastslår han.

Når de relevante myndighedsgodkendelser er opnået, tager det typisk Nature Energy 18 måneder at bygge et biogasanlæg.

 

Fakta

  • Nature Energys anlæg producerer typisk 20 mio. m3 opgraderet biogas svarende til 0,2 TW
  • Den overskydende CO2 fra biogasanlæggene kan enten bruges i PtX-anlæg, hvor CO2 sammen med brint omdannes til biometan, eller den kan opsamles og anvendes i industrien til svejsning, fødevareproduktion eller tøris.
  • Nature Energy driver i dag 13 store biogasanlæg i Danmark og leverer ca. 1/3 af biogassen i det danske gasnet. Virksomheden er på vej med flere anlæg i Danmark og vil i de kommende år begynde at bygge biogasanlæg i resten af Europa samt i USA og Canada.
  • Nordion Energi har specialiseret sig i energiinfrastruktur og er drevet af et klart formål; At være med til at drive omstillingen til 100% grøn energi. Nordion Energi er TSO (transmissionssystemoperatør) for det svenske gasnet og ejer og driver også landets største gasdistributionsnet samt elnetdrift.
  • Nordion Energi sikrer, at industri, kommuner, kraftvarmeværker, husholdninger, tankstationer og restauranter altid får deres energi på en bæredygtig og sikker måde.
  • I det sydvestlige Sverige, hvor Nordion opererer, udgør gas omkring 20 procent af energimixet. For mange industrier er gas et nødvendigt input i produktionen.
  • En stor del af biogassen transporteres allerede i det svenske gasnet. Andelen udgør 37,5 procent og er støt stigende.
  • Nordion Energi udvikler også infrastruktur til flydende biogas, brint og CCS

 

henrik hoegh 0820
Henrik Høegh, formand for Biogas Danmark. Foto: Maria Tuxen Hedegaard.


Hvis det senere på året besluttes at indføre en CO2-afgift på landbruget, er det vigtigt at holde fokus på at fremme grønne teknologier som biogas, der kan levere betydelige klimareduktioner i landbruget og sikre udviklingsmuligheder for landmanden.

Fødevareminister Jacob Jensen er blevet kaldt i samråd 13. april om Klimarådets seneste statusrapport for 2023. Klimarådet har påpeget to store udfordringer med den danske klimaindsats. Det gælder indfrielsen af det danske 2025-klimamål, og at Danmark med den nuværende klimapolitik ikke vil være i stand til at indfri EU-klimaforpligtigelserne i ikke-kvotesektoren og for LULUCF, som er arealer og skov.

Fødevareministeren er på samrådet specifikt blevet bedt om at forholde sig til spørgsmålet om en hurtig indførelse af en CO2-afgift på landbrugets biologiske processer for at sikre klimareduktioner.

– Formålet med en CO2-afgift på landbruget er at fremme grønne teknologier som biogas og sikre en grøn omstilling af landbruget – og ikke at afvikle landbruget, som Klimarådet har foreslået. Derfor er det vigtigt at sikre, at de grønne teknologier kan anvendes til at reducere klimaaftrykket og herigennem undgå en CO2-afgift. Det håber jeg bliver understreget under samrådet, siger Henrik Høegh, formand for Biogas Danmark.

I efteråret 2023 kommer Svarer-udvalget med en anbefaling om blandt andet mulighederne for at indføre CO2-afgift på landbrugets biologiske udledninger. Regeringen har meldt ud, at en CO2-afgift på landbruget ikke må koste udflagning af arbejdspladser og dermed CO2-lækage ud af Danmark.

– Ingen ved endnu, hvad Svarer-udvalget vil anbefale, og det er en svær opgave, hvor hensynene til både klima, konkurrenceevne og udviklingsmuligheder skal gå op i en højere enhed. Men en ting er sikkert: Danmark bliver kun et foregangsland, hvis vi med teknologier som biogas sikrer klimaomstilling i landbruget og samtidig bevarer arbejdspladser i landdistrikterne og fastholder fødevareproduktionen i Danmark, siger Henrik Høegh.

Biogas Danmark har på dette grundlag analyseret konsekvenserne af at pålægge en eventuel CO2-afgift på metanudledning fra husdyrgødning, og hvilke klimareduktioner der kan opnås. Beregningerne viser, at biogasteknologi i kombination med hyppig udslusning af gylle samt pyrolyse af den afgassede fiberfraktion kan reducere klimagasudledningerne fra husdyrgødning med over 90 procent i både svine- og kvægproduktion.

drivhusgasreduktion

Figuren viser udledninger fra husdyrgødning på typiske husdyrbrug samt drivhusgasreduktioner ved anvendelse af teknologier, der sikrer, at gyllen kommer hurtigt ud af stalden og ind i biogasanlægget, samt lagring af biochar fra fibre.

 

Mere om biogas
Biogassen er en kendt teknologi, der allerede i dag leverer betydelige drivhusgasreduktioner ved afmetanisering af husdyrgødning. Disse reduktioner kan øges markant ved at bringe stigende mængder husdyrgødning hurtigt ud af staldene og ind i biogasanlæggene. Samtidig bidrager biogasanlæggene med recirkulering af næringsstoffer til gavn for den danske fødevareproduktion.

Biogassen fortrænger desuden store mængder fossilt brændstof, så vi mindsker udledningen af fossil CO2 til atmosfæren. Dertil kommer, at biogasanlæggene kan bidrage med at deponere biogassens biogene CO2 i undergrunden og dermed suge CO2 ud af atmosfæren.

Danmarks egen produktion af energi dækkede sidste år 60 procent af energiforbruget her i landet i form af råolie, naturgas og vedvarende energi med mere. Året forinden var tallet 55 procent.

I 2022 faldt forbruget af naturgas med 29 procent – og en tredjedel af gassen i ledningsnettet kom fra biogas. Forbruget af kul faldt samtidig 3,4 procent, mens produktionen af el fra vindmøller og solceller steg 22 procent og dækkede næsten 60 procent af elforsyningen.

Det viser Energistyrelsens foreløbige energistatistik for 2022. Den er netop udkommet.

Det lavere forbrug af fossile brændsler førte til lavere CO2-udslip. De faktisk CO2-emissioner fra energiforbruget i Danmark faldt 0,9 procent i forhold til året før.

Læs mere her.

 

lars aagaard foto adam rieper klima energiog forsyningsministeriet
Lars Aagaard, Klima-, energi- og forsyningsminister. Foto: Adam Rieper.

"En stor tak til forbrugere og virksomheder, som har sparet på energien og skruet ned for gassen. Sådan skal vi blive ved, for det gaver både klima og forsyningssikkerhed".

Lars Aagaard, Klima-, energi- og forsyningsminister

iveco eurocargo posten

IVECO Norge AS har for nylig overdraget fem Eurocargo Natural Power biogasdrevne biler til Posten Norge AS. Det statsejede selskab råder i forvejen over landets største flåde af køretøjer til vedvarende energi.

De fem biler er opdelt i fire 16-tonnere og en 12-tonner. 12-tonneren er lavbygget med kun et trin for at komme ind i førersædet. Uanset vægt er alle biler udstyret med en Tector 6 gasmotor på 210 hk og et maksimalt drejningsmoment på 750 Nm. I drivlinjen finder vi også en Allison automatgearkasse. Motoren kører på komprimeret naturgas. Bilerne har en tankkapacitet på 96 kg gas, hvilket skulle give en rækkevidde på op til 80 km.

Bilerne er veludstyrede med de bedste førersæder, der kan leveres i Eurocargo, multifunktionsrat og Xenon-forlygter. Nødbremsesystemet AEBS (Advanced Emergency Brake System) og vognbaneadvarselssystemet LDWS (Lane Departure Warning System) sørger for sikkerheden for fører og last, men også andre trafikanter.

Bilerne er udstyret med stykgods fra NorKa. Den 16 tons tunge har et 15 paller skab, mens den 12 ton har 12 paller. Begge bilstørrelser har to-tons baglifte.

Kører i det centrale Oslo
Ifølge Kenneth Tjønndal Pettersen, pressechef i Posten Norge AS, kører bilerne i Oslo, hvor der kræves lave skabe ved udleveringsstederne. De opererer hovedsageligt inden for ring 2, det vil sige i de bymidteområder, hvor behovet for lave emissioner er størst. Tankningen vil hovedsageligt foregå på Gasum-stationen ved Furuset i Oslo. Bilernes rækkevidde er fuldt ud tilstrækkelig til den pågældende kørsel. Bilerne må kun køre på biogas, det vil sige gas produceret fra vedvarende kilder.

Hvorfor valgte I gaslastbiler fra IVECO?

- Det afhænger af bilens størrelse, og at dette er det bedst tilgængelige miljøalternativ i denne bilkategori.

Posten Norge er kendt for sit miljøengagement inden for transport og distribution. Ifølge Tjønndal Pettersen kører 44 procent af virksomhedens biler på vedvarende energi (el, biogas og andre biobrændstoffer) ved udgangen af 2022.

- Vi har Norges største køretøjsflåde med biler, der bruger vedvarende energi. Vi har store ambitioner i vores miljøarbejde og arbejder i højt tempo på at forny vognparken med biler til vedvarende energi. Det er vi gået i gang med også på vores større køretøjer, siger han.

IVECO og biogas
IVECO har markedets bredeste erhvervskøretøjsprogram, når det kommer til biogasmotorer. Dette strækker sig fra IVECO Daily på 3,5 tons via Eurocargo og op til langdistancelastbilen IVECO S-WAY, som også kan bruge flydende gas og har en rækkevidde på op til 260 km.

Bilerne kan køre på både naturgas og biogas, som har samme kemiske sammensætning. Den største miljøeffekt opnås dog med biogas fremstillet af organisk materiale som madaffald, døde plantedele eller husdyrgødning. Da råvaren i biogas kommer fra biologisk materiale, anses forbrændingen for at være klimaneutral, da den kommer ind i det naturlige CO2-kredsløb. I modsætning til brugen af fossile brændsler tilfører biogas derfor ikke mere CO2 til atmosfæren. For hver liter diesel, der udskiftes med biogas, reduceres CO2-udledningen med op til 2,7 kg.

tylco gul lastbil
Jens Tilma(tv) og Rolf Laursen(th) - Tylco Biogas Service

Sikkerheden betyder alt, når Tylco Biogas Service midt i gastågerne renser skidt, sten og sand ud af reaktorer på biogasanlæg.

Der er ikke råd til fejl, når Tylco Biogas Service fjerner overdækning og plader til halvfulde reaktorer på biogasanlæg for at tømme dem for skidt, sten og sand. Og det er ikke mindst et krav fra kunderne på biogasanlæggene, at der ikke må spares på sikkerheden, for det er mildt sagt ikke et venligt miljø, der venter service-folkene, når en standset reaktor åbnes.

-Vi arbejder med metan, svovlbrinte og CO2 som man kan blive kvalt af. Man skal hele tiden være et skridt foran, for er der fyldt med CO2 kan maskinerne pludselig gå ud på grund af iltmangel, og så skal det være sådan, at vi ikke ender i en situation, hvor vi ikke kan komme sikkert væk, forklarer Jens Tilma fra Tylco Biogas Service.

Jens Tilma har selv stået i en mandskabslift i forbindelse med en opgave i en biogasreaktor, hvor motoren på liften pludselig døde hen, og i sådan en situation gælder det om at have en plan klar. Hos Tylco betyder det, at man aldrig går ind i en potentiel farlig tank uden at have friskluftudstyr med, så man kan klare sig mindst et kvarter uden luft - og så er der altid en flugtplan. Og vigtigst af alt, så arbejder ingen alene, når først service på en reaktor er igang.

-Der er altid en sikkerhedsmand, der holder øje med, hvad der sker i siloen - og der er konstant radiokontakt - for telefonforbindelse er der ikke noget af i tankene af stål og beton, forklarer Jens Tilma.

Sikkerheden bruger Tylco Biogas Service meget tid på at at planlægge, så alle ved, hvad de skal gøre i forskellige situationer, og for både servicefolk og biogasproducenten betyder det alt, at service på biogasanlæg sker fuldt forsvarligt med brug af det bedste sikkerhedsudstyr.

Certificeret sikkerhed
Jens Tilma og de øvrige medarbejdere hos Tylco Biogas Service har altid måleudstyr på sig som detekterer og viser forekomster af gas. Og i containeren på anhængeren til den store Scania lastbil, der følger med rundt på pladserne, findes alt det værktøj og sikkerhedsudstyr, der kan blive brug for foruden stilladser, minilæssere, lifte og køreplader.

PPE, eller Personal Protective Equipment, fylder også meget i budgettet for virksomheden med base i Give, for uden sikkerhedsudstyr i verdensklasse, er der ifølge Rolf Laursen, direktør i Tylco Biogas Service, ikke adgang til anlæg hos aktører som Nature Energy.

Sammen med biogasanlæggenes medarbejdere har Tylco Biogas Service fundet frem til en god og sikker tilgang til service på biogasanlæggenes reaktorer, og i det arbejde fylder de tekniske sikkerhedsløsninger meget.

-Vores specialudstyr indbefatter blandt andet ATEX-godkendte blæsere, der må arbejde i eksplosive miljøer, og ATEX godkendte pandelamper, gasmålere og ventilationsudstyr, forklarer Rolf Laursen, om certificeringen, der betyder, at en tredjepart har vurderet, om en maskine eller noget udstyr opfylder myndighedskravene i direktiv 2014/34/EU.

Med godkendelsen er udstyret testet i brug på steder med forekomst af gas, og certificeringen betyder, at redskaberne eksempelvis har en elmotor som må køre i gasudslip, og som ikke kan antænde gnister. Men også når det gælder det øvrige udstyr er sikkerheden i top, og ifølge Rolf Laursen koster en pandelampe til brug i en biogassilo typisk 7-10 gange mere end en pandelampe købt i det lokale byggemarked.

tylco minilaesserGastæt kabine
For at Tylco Biogas Service kan tømme indholdet ud af en stor reaktor på 7 til 10 dage kræver det også brug af gassikret specialudstyr i en noget større skala. For når først pladerne er afmonteret og frakørslen er klargjort, typisk i samarbejde med en lokal maskinstation, så hejses CASE SV340B minilæsseren med gastæt kabine ind i tanken, hvor den hurtigt kan flytte rundt på skidtet.

-Det er den største minilæsser man kan få på hjul, og den har en høj kapacitet. Vi kan flytte mere end 200 tons i timen inde i en tank, siger Rolf Laursen om special-grejet, der er udstyret med et avanceret filter, der sammen med et konstant overtryk i kabinen betyder, at føreren kan sidde trygt og sikkert mens skidt, sand og sten køres mod kranen, der hejser det ud i de ventende vogne.

Når minilæsser og kran er i fuldt sving ventileres siloen med sikkehedsgodkendte blæsere, og går noget galt, så er der flugtkit til føreren af CASE-minilæsseren, der også er udstyret med et ekstra kulfilter.

-Vi har to back-up funktioner i maskinen, plus en lugemand, som altid står og holder øje med føreren, forsikrer Rolf Laursen.

Hos Tylco Biogas Service er man vant til at blive kaldt ud til lidt af hvert, og er der en omrører eller dele på omrøreren, der skal skiftes, når tanken tømmes, så klarer serviceholdet også det. For med mere end 18 års erfaring med opstilling og servicering af siloer i Danmark og udlandet, er det sjældent sjakket møder udfordringer, de ikke kan finde en løsning på.

En vigtig erfaring for Rolf, Jens og de øvrige medarbejdere i Tylco Biogas Service er dog, at det er langt billigere for et biogasanlæg at få tømt skidt ud af en tank, hvis der er tale om et planlagt stop, for der er mange forhold, der skal være styr på, når tømmearbejdet begynder.

-Der er mange, der skal med i sådan en planlægning, og kan man planlægge inden et nedbrud, er der meget at spare. Og hvis man på anlægget allerede ved, hvad der skal skiftes inden en tank skal tages ud af produktion, så kan der spares meget nedetid, lyder det gode råd fra Rolf Laursen.

biogas vindmoeller

Norwegian Hydrogen, GrønGas og Jens Peter Lunden går nu sammen i et banebrydende samarbejde, hvor vindkraft og elektrolyse kan anvendes til produktion af flydende biogas (LBG).

På sigt skal brinten dog bruges af GrønGas A/S i det første fuldskalaprojekt, hvor brint bruges til omdannelse af CO2 og derfra til biogas.
Produktionen starter allerede i år.
Jens Peter Lunden og Norwegian Hydrogen har etableret et 50/50 joint venture via selskabet Grøn Brint ApS.
Selskabet vil eje og operere elektrolysefabrikkerne til produktionen af grøn brint, som på sigt skal bruges i produktionen af LBG. Elektrolyse-enhederne til den første fase af samarbejdet er allerede bestilt fra den tyske elektrolyseproducent H-TEC SYSTEMS, og her ser man frem til at få dem installeret og klar til produktion senere på året.
Ved på sigt at bruge grøn brint direkte i produktionen af LBG kan man fange og omdanne den overskydende CO2 i biogassen. Omdannelsen af CO2 til e-metan er et værdifuldt bidrag til den samlede værdikæde og bidrager samtidig til at fjerne og dernæst omsætte CO2 gennem en CCU-proces.

Læs artiklen i april udgaven af bioenergiMAGASINET... - tegn abonnement her.

henrik hoegh co2 afgift gen2023
Henrik Høegh rettede en skarp kritik af Skat, der længere har holdt fast i, at biogas leveret via gasnettet skal beskattes som fossil gas på trods af, at skattevæsenerne i både Sverige og Tyskland kan finde ud af at anvende oprindelsesgarantier for danskproduceret biogas som grundlag for afgiftsfritagelse.

 

Udtalelse fra Biogas Danmarks generalforsamling: Biogasbranchen klar til at sikre, at Danmark opfylder kritiske EU-klimakrav

Selv hvis Danmark når de nationale klimamål i 2025 og 2030, så er der gigantiske udfordringer med at leve op til EU-klimakrav i perioden frem mod 2030. Biogas kan bringe Danmark i mål med at nå kravene, lyder budskabet fra den samlede biogasbranche.
Biogas kan sikre, at Danmark kan nå EU’s klimamål uden for kvotesektoren, hvilket ellers er en gigantisk udfordring ifølge den seneste statusrapport fra Klimarådet. Det er det overordnede budskab i en brancheudtalelse, som er vedtaget ved Biogas Danmarks generalforsamling den 27. marts.

Brancheudtalelsen har følgende ordlyd:
”Med Klimarådets udmelding om, at Danmark får mere end svært ved at opfylde sine EU-forpligtigelser til at reducere udledningen af klimagasser fra 2021 til 2030, meddeler Biogas Danmark, at biogasbranchen står klar til hurtigt at forøge biogasproduktionen.
En hurtigt forøget biogasproduktion bidrager markant til, at Danmark lever op til sine EU-forpligtigelser, og giver store reduktioner i udledningen af klimagasser fra landbruget, den tunge transport, industrien og energisektoren. Samtidig styrkes forsyningssikkerheden, når fossil gas bliver erstattet af 100 procent grøn biogas fra 2027.
Biogasproduktionen bidrager herudover med at recirkulere næringsstoffer og reducere kvælstofudledningen til vandmiljøet.”

Biogas bidrager på de svære områder
Selv hvis Danmark når de nationale mål i både 2025 og 2030, mangler der stadig reduktioner på over 6 millioner tons CO2-ækvivalenter for, at Danmark kan indfri sine EU-klimaforpligtigelser til ikke-kvotesektoren – biler, boliger og bønder – samt LULUCF, der er udledninger fra arealer og skove. De manglende reduktioner til de danske EU-klimaforpligtigelser akkumuleres for perioden 2021-2030.

– Eftersom biogas kan fjerne store mængder metanudledning fra landbruget og samtidig reducere udledningerne massivt i den tunge transport, så rummer biogassen potentialet for store reduktioner på netop de områder, hvor Danmark har størst udfordringer med at nå EU-klimamålene, forklarer formand Henrik Høegh fra Biogas Danmark.
For at biogassen kan yde et maksimalt bidrag, har Biogas Danmark foreslået en samlet politik-pakke, der omfatter forslag om højere CO2-fortrængningskrav i transportsektoren, CO2-afgiftsrefusion for biogas leveret via gasnettet samt fritagelse for en eventuel CO2-afgift på husdyrgødning, når denne afmetaniseres i biogasanlæg. Desuden foreslår Biogas Danmark, at de kommende biogasudbud rykkes frem, og at støtteperioden samtidig halveres til 10 år.

Skarp kritik af Skat
Både CO2-fortrængningskrav og CO2-afgiftsrefusion vil forstærke udviklingen af en produktion af ustøttet biogas. I forlængelse heraf rettede Henrik Høegh en skarp kritik mod Skat, der længe har fastholdt, at biogas leveret via gasnettet skal beskattes som fossil naturgas, mens det kan afgiftsfritages, hvis det leveres gennem en særskilt rørledning.

– Det svarer til, at man besluttede at elbiler skulle beskattes som fossile biler, når de kører på de fælles motorveje, men hvis de selv betalte for at få etableret nye veje forbeholdt elbiler, så kunne de afgiftsfritages. Det er jo absurd, og Skat må se at komme ud af forrige århundrede og ind i nutiden, hvor skattevæsenerne i både Sverige og Tyskland kan finde ud af at bruge oprindelsesgarantier for danskproduceret biogas som dokumentation for, at der kan gives afgiftsrefusion, sagde Henrik Høegh.

 

danmarks reduktionsmanko
Tabellen viser Klimarådets 2023-vurdering af Danmarks reduktionsmanko for dels at nå egne klimamål i 2025 og ikke mindst at leve op til EU´s krav til reduktioner uden for kvotesektoren. 2025-målet opgøres som et gennemsnit over årene 2024 til 2026. Under Klimarådets opgørelse vises, hvor meget Biogas Danmarks politik-forslag kan reducere de af Klimarådet opgjorte mankoer.

Biogas udgør en støt stigende del af gassen i gasdistributionssystemet og gør Danmark førende i Europa på biogas i gassystemet.

Se Evidas opgørelse.

biogas andel dk

Andelen af biogas i gassystemet er størst vest for Storebælt. Øst for Storebælt er der på nuværende tidspunkt begrænset produktion af biogas, som dog er stigende. (Illustration: Evida)

Aksel Buchholt stopper som formand på LinkoGas.

LinkoGas ved Lintrup nær Rødding er et af de førende biogasanlæg i Danmark, som har produceret grøn energi siden starten for mere end 33 år siden.
Aksel Buchholt har været med i rollen som formand siden den spæde start og nu er tiden kommet til, at sige farvel og lade nye kræfter føre det veldrevne biogasanlæg videre.

 aksel linkoGas
Aksel Buchholts stædighed og vedholdenhed har betydet, at LinkoGas i dag fremstår som et af de mest veldrevne biogasanlæg i Danmark 

 

Landmand, biogasmand og foreningsmand
Aksel er kendetegnet ved, at han altid involverer sig og gør en stor forskel, hvorfor han både har været formand for Linkogas, drevet sit eget landbrug og været aktiv i Venstres lokalforening i Rødding på samme tid. Og oveni hatten var han i mange år formand for Foreningen for Danske Biogasanlæg på landsplan.
Politikerne på landsplan lærte ham at kende som værende ligefrem og beslutsom. Med andre ord har Aksel altid kaldt en spade for en spade og en skovl for en skovl.
Det var der flere landspolitikere der lige skulle vænne sig til. Men de fleste lærte Aksel at kende som en person, der altid brænder igennem for det han tror på og det han ønsker at opnå og det indgød respekt.
Han har gennem årene fået gennemført mange positive elementer for biogassen på landsplan, men også på hjemmebasen i LinkoGas blev der udbygget og investeret.
Derfor er det lykkedes at få opbygget et særdeles velfungerende biogasanlæg, som den dag i dag er blandt de største i Danmark.
Også driftslederne på biogasanlægget har vidst, at han forlanger commitment og engagement også nå tingene ikke altid ”kører efter en snor”.

LinkoGas står stærkt
LinkoGas har hele tiden været på vej mod stadig større produktionskapacitet gennem endnu bedre udnyttelse af tilgængelig biomasse samt udbygning af reaktorkapaciteten og dermed højere gasproduktion.
Og biogasanlægget var blandt de første, til at levere grøn gas på naturgasnettet, da de i 2014 underskrev en afsætningsaftale med DONG Energy, der betød at anlægget kunne levere opgraderet biogas til det landsdækkende net..
LinkoGas gik dermed fra at være leverandør af lokal varme i Rødding til at være leverandør til det samlede danske og internationale marked., ikke mindst takket være Aksels stædighed og vedholdenhed. I dag er biogasanlægget også udvidet med en økologisk linje.
Aksels kongstanke var og er fortsat, at man skal kunne levere energi hele året rundt også i sommerhalvåret og det gav netop tilslutningen til det landsdækkende net mulighed for,

Aksels farvel som formand for LinkoGas markeres med en afskedsreception tirsdag den 28. marts kl. 10-13 på Hotel Rødding.

sinead lynch shell 2

Sinead Lynch, Shells nye senior vice president for lavkulstof-brændstof

Shell udpeger egen, grøn chef til toppost i Nature Energy efter opkøbet af Nature Energy.
Sinead Lynch er tidligere britisk chef i Shell og nuværende senior vice president for lavkulstof-brændstof hos den store energigigant.
Hun er altså i spidsen for en del af det grønne område, som stadig er en lille del af Shell, men voksende, og nu også ny bestyrelsesformand for den danske biogasproducent.
Hun erstatter tidligere formand Jesper Lok, tidligere DSB-direktør og nuværende professionel bestyrelsesmedlem.

Fire andre forlader også selskabets bestyrelse: Steen Parsholt, Tanja Jo Dalgaard, Sam Abboud og Terrence Majid Tehranian.

Nye i bestyrelsen er Ole Hvelplund, der både er adm. direktør og bestyrelsesmedlem (meget anvendt i internationale sammenhænge af man både er direktør og bestyrelsesmedlem), samt Janneke Bertha Godefrida Antonia van Deursen Abels, og næstformand Karel Martin Kapoun. Alex Juhl Burchall og Martin Dan Jeppesen fortsætter i bestyrelsen.

 

ole hvelplund

Ole Hvelplund, adm. direktør og bestyrelsesmedlem

Begrænsning af biogasproduktionen vil medføre en stigning af klimagasser på kort sigt i Danmark og på lang sigt på verdensplan.

Det er helt uforståeligt, at Klimarådet i en ny rapport melder ud, at investeringer i klimareducerende tiltag i form af for eksempel biogas og nye stalde kan være med til at modarbejde den langsigtede omstilling af fødevareproduktionen. Sådan lyder meldingen fra Biogas Danmarks formand Henrik Høegh efter offentliggørelsen af rådets rapport om CO2-afgift på landbruget.

– Det er virkelig svært at forstå, at Klimarådet foretrækker, at Danmark nedlægger husdyrproduktionen i Danmark i stedet for at reducere dens klimabelastning via teknisk udvikling. Det vil jo medføre, at produktionen flytter til lande med en væsentligt dårligere klimaindsats. Verdensmarkedet stopper jo ikke med at drikke mælk og spise ost, bare fordi vi i Danmark stopper med at producere disse produkter. Vejen frem er i stedet, at vi investerer i at reducere klimabelastningen fra eksempelvis mælkeproduktionen og viser resten af verden, hvordan klimaudfordringerne kan løses, siger Henrik Høegh.

Henrik Høegh finder det grotesk, at Klimarådet indirekte anbefaler, at også landbrug, der investerer i tekniske reduktioner af deres klimaaftryk, skal rammes af CO2-afgifterne for at sikre, at tilstrækkeligt mange går konkurs, så klimaskadelig produktion af mælk og ost reduceres. Det er dette, der i rapporten betegnes som nødvendig strukturel omstilling.

– Det virker som om Klimarådet har som hovedfokus, at en animalsk fødevareproduktion skal nedlægges snarere end at holde fokus på klimaet. Formålet med en klimaafgift må være at skabe incitamenter til at reducere udledningen af klimagasser. Derfor kan man ikke pålægge nogen en afgift på en udledning, de har fjernet ved at investere i emissionsreducerende teknolog, siger Henrik Høegh.

Danmark er i en unik position til at udvikle både vegetabilsk og animalsk fødevareproduktion med et minimalt klimaaftryk og derfor blive et foregangsland, der kan reducere klimaaftrykket fra den nødvendige fødevareproduktion i resten af verden.

Klimaaftrykket fra staldene kan reduceres markant ved at sluse husdyrgødningen hurtigt ud og levere den til biogasanlæggene. Med hyppig udslusning kan biogasanlæggene reducere udledningen af klimagasser fra husdyrgødning med 50-90 procent. Med pyrolyse af fiberfraktionen af den afmetaniserede husdyrgødning kan reduktionen komme op på 80-95 procent.

Metanen bliver samlet op i biogasanlæggene og kan samtidig anvendes til at fortrænge store mængder fossilt brændstof, så vi mindsker udledningen af fossilt CO2 til atmosfæren. Dertil kommer, at biogasanlæggene kan bidrage med at deponere biogassens biogene CO2 i undergrunden og dermed suge CO2 ud af atmosfæren.

Allerede i 2022 reducerede de danske biogasanlæg metanudledning fra husdyrgødning med 220.000 tons CO2e, og samtidig leverede biogas fra husdyrgødning en yderligere klimareduktion i energisektoren på mere end 400.000 tons CO2.

Det var vel og mærke i et år, hvor cirka 30 procent af husdyrgødningen blev afmetaniseret i biogasanlæg. Allerede om fem år kan biogasanlæggene reducere metan-udledningen fra husdyrgødning svarende til op imod en million tons CO2-ækvivalenter – og yderligere levere en reduktion på 1,2 millioner tons i energisektoren. Hvis man deponerer den CO2, som biogasanlæggene udskiller fra den husdyrrelaterede biogas, kommer man op på en samlet reduktion på over 3 millioner tons fra 2030. Dermed leveres et stort bidrag til den Danmarks samlede grønne omstilling i landbruget.

Klimarådets opfattelse af, at etablering af biogasanlæg fører til, at energiforsyningen bliver afhængig af husdyrproduktionen, har Greenpeace undersøgt og dementeret.

I en verden med en større andel vegetabilsk fødevareproduktion bliver der et stigende behov for biogasanlæg til at sikre recirkulation af næringsstofferne og udnytte energiindholdet i restprodukterne. Dette gælder ikke mindst i den økologiske fødevareproduktion.

plansilo med knuser mm
På Ribe Biogas tages stadig større mængder halm ind på biogasanlægget. Det kræver udstyr og koordinering. Gevinsten er højere tørstofprocent og øget gasudbytte.

At starte et nyt biogasanlæg og bage et rugbrød har noget til fælles; der skal ske en podning.
Men forskellen i mængderne er så bare meget anderledes.
Det nye kommende biogasanlæg i Anaergia Tønder har netop hentet 1700 tons podning i Ribe til opstart af deres nye store anlæg.
For år tilbage leverede Ribe Biogas også 2500 tons podemateriale for at starte det første Nature Energy anlæg i Holsted og det anlæg kunne så pode de øvrige 11 anlæg som Nature Energy byggede igennem årene.
Og Sønderjysk Biogas i Bevtoft, ja de fik også podemateriale fra Ribe Biogas. Dertil kommer leverancerne til en række mindre anlæg igennem årene.

- Vi kan jo konstatere at op mod halvdelen af biogasproduktionen i Danmark nu er podet via Ribe Biogas A/S. Vi hjælper gerne nye producenter på vej i den grønne omstilling så skulle andre efterspørge en podning, så er vi klar, siger Alex Lorentzen, driftsleder hos Ribe Biogas A/S.

Podematerialet pumpes varmt over i en tanktrailer og køres til det nye biogasanlæg. Det kræver normalt 60 ture med lastbil!

Billede 2

DBC Invest, der de seneste år har investeret stort i biogas, er gået sammen med to store landmænd, svineproducenten Mads Rauff-Bjerre og Karsten Willumsen, en af folkene bag Kjargaarden I/S om at etablere et nyt biogasanlæg ved Ikast.

Af cvr-registret fremgår det, at DBC Invest sammen med Leverandørselskabet Ikast Biogas har etableret selskabet Ikast Biogas A/S. 
Der er skudt 400.000 kr. i kapital ind i selskabet.
Det fremgår dog af cvr-registret, at to prominente landmænd, Mads Rauff-Bjerre og Karsten Willumsen, er blandt bestyrelsesmedlemmerne i det nye selskab.

Mads Rauff-Bjerre er søn af den store svineproducent og godsejer Niels Rauff Hansen. Sammen driver de Søvang Svineproduktion og Ny Eskelund, der kan producere over 100.000 slagtesvin årligt, mens Mads Rauff-Bjerre selv driver svineproduktionen MR Produktion med omkring 60.000 slagtesvin årligt.
Han har i sit eget holding-selskab en egenkapital på 33 mio. kr.
Karsten Willumsen er medejer af Kjargaarden I/S, som dyrker omkring 1500 hektar og producerer 36.000 slagtesvin og 3600 fedekalve om året. Samtidig er han medejer af Kjargaard Byg, der bygger stalde i Danmark.
Han sidder desuden i bestyrelsen hos Danish Crown og RYK-Fonden.

Ottende investering på få år
DBC Invest, der er et datterselskab af Danish Bio Commodities og er ejet af Vestjyllands Andel, Jysk Energi, Langfristet Erhvervsfinansiering og Hedeselskabet, har siden etableringen i 2019 investeret stort i biogas.
Ejerkreds bag biogasanlæg satser tungt på synergier: "Græsprotein alene er ikke profitabel"
Ikast Biogas bliver således den ottende investering i et biogasanlæg, DBC Invest har foretaget. Foruden det nyetablerede selskab har DBC Invest ejerandele i Grauballegaard Biogas, Sindal Biogas, Outrup Biogas, Sønderjysk Biogas, BB Biogas, Vestjysk Biogas og Vrejlev Biogas.

Ved stiftelsen af DBC Invest fulgte et investeringstilsagn på 215 millioner kr. i danske biogasanlæg. Sidenhen har selskabet hævet ambitionerne og fortalt, at det i fremtiden vil søge ny kapital internt og muligvis også eksternt.
DBC Invest havde i seneste regnskab en bundlinje på 7,8 mio. kr. og en egenkapital på 22,9 mio. kr. Balancen lød på 88,5 mio. kr.
Ikast Biogas er ikke det eneste selskab med en række prominente navne, der fornylig er stiftet med henblik på at producere biogas.
For en måned siden stiftede en række fynske landmænd Sydfyn Bioenergi. Her består ejerkredsen blandt andre af Jens Himmelstrup, der ejer selskabet Kokkenborg, som er en Danish Pig Genetics-opformering, og den fynske landbrugsinvestor Kurt Brusgård Poulsen.

Kilde: Jonas Okholm Nielsen, journalist AgriWatch

Annoncér

annoncer 215x100

Ram din målgruppe i
bioenergiMAGASINET

Hent medieinfo 2025 her

 

Brancheforeningen

biogasbranchen linko

Biogas Danmark arbejder for at sikre omstillingen til et fossilt uafhængigt samfund.

Vi bruger cookies for at gi' dig den bedste oplevelse

Information cookies

Cookies are short reports that are sent and stored on the hard drive of the user's computer through your browser when it connects to a web. Cookies can be used to collect and store user data while connected to provide you the requested services and sometimes tend not to keep. Cookies can be themselves or others.

There are several types of cookies:

  • Technical cookies that facilitate user navigation and use of the various options or services offered by the web as identify the session, allow access to certain areas, facilitate orders, purchases, filling out forms, registration, security, facilitating functionalities (videos, social networks, etc..).
  • Customization cookies that allow users to access services according to their preferences (language, browser, configuration, etc..).
  • Analytical cookies which allow anonymous analysis of the behavior of web users and allow to measure user activity and develop navigation profiles in order to improve the websites.

So when you access our website, in compliance with Article 22 of Law 34/2002 of the Information Society Services, in the analytical cookies treatment, we have requested your consent to their use. All of this is to improve our services. We use Google Analytics to collect anonymous statistical information such as the number of visitors to our site. Cookies added by Google Analytics are governed by the privacy policies of Google Analytics. If you want you can disable cookies from Google Analytics.

However, please note that you can enable or disable cookies by following the instructions of your browser.