CO2 har i årtusinder kørt rundt i et kredsløb mellem grønne planter, der optager CO2 og alt andet levende, der udskiller CO2. Indtil vi for alvor begyndte at kaste olie og kul m.v. ind i kredsløbet, kunne planterne følge med. Det kan de desværre ikke mere, så derfor stiger CO2 indholdet i luft en og forårsager den uønskede temperatur stigning.

CO2-kredsløbet i relation til et landbrug kan i grove træk beskrives således: Markerne optager en masse CO2 fra luften (Cirka 15 ton pr. hektar pr. år), og indlejrer det som stivelse m.v. i korn og strå. Senere nedbrydes disse produkter atter til CO2 ad tre forskellige veje.

1. Vi mennesker spiser noget havregryn eller hvedebrød, og nedbryder dette til CO2, som vi udånder.
2. Vi giver noget byg til en gris, som vi efterfølgende spiser. Herved vil noget af kornets bundne kulstof blive udskilt af grisen som CO2, og noget af kulstoff et bliver omdannet til kød og fedt i grisen. Når vi så spiser grisen, frigives dette også som CO2.
3. Den sidste del af produktionen er spildet. Her udgør halmen den største del. Dette spild (inklusiv affaldet fra grisen og os mennesker) kan vi ikke spise, men det kan vi lave energi af, og gør det allerede i stor stil. For eksempel biogas og halmbriketter. Når disse produkter anvendes (brændes), frigøres det bundne kulstof atter som CO2, men ved at brænde disse produkter i stedet for kul og naturgas, sparer landbrugsprodukterne noget sort kul eller naturgas. CO2 har i årtusinder kørt rundt i et kredsløb mellem grønne planter, der optager CO2 og alt andet levende, der udskiller CO2. Indtil vi for alvor begyndte at kaste olie og kul m.v. ind i kredsløbet, kunne planterne følge med. Det kan de desværre ikke mere, så derfor stiger CO2 indholdet i luften og forårsager den uønskede temperatur stigning.

Kredsløb i balance
Når vi tæller det hele sammen, er facit, at de tre kredsløb er i balance, hvad CO2 angår. Landbruget udleder således ingen CO2, de ikke selv samler op igen. Tværtimod samler de ikke alene CO2 fra grisene op, men også CO2 fra os mennesker samt fra varmeværker m.v., der bruger landbrugets energiprodukter.
Ovennævnte beskrivelse er den overordnede. Men går man i detaljer, så er det super vigtigt for vores (Danmarks, og alle andre landes) CO2-regnskab, at landbruget producerer nogle gode og relativt billige energiprodukter, der kan reducere vores alt for store brug af kul og olie. Den modsatte vej, trække landbrugets brug af diesel og kunstgødning, der begge traditionelt fremstilles ved brug af sorte energiprodukter.
Men dels er udledningen af »sort« CO2 herfra langt mindre end landbrugets substitution af sort CO2 via de nævnte energiprodukter. Og dels arbejdes der på at producere gødning grønt og muliggøre, at traktorerne kan køre på biogas eller biodiesel.
I Effektiv landbrug 2. maj var vist nogle kurver fra Klimaministeriet over forskellige erhvervs emission af CO2, herunder landbrugets, og tillige blev det fint beskrevet hvor meget forskning der er på gang vedrørende beskrivelsen af diverse emissioner fra landbruget. Begge steder savnede jeg imidlertid en omtale af landbrugets CO2-optag. Det er cirka 40 millioner ton pr. år alene i Danmark, så forskning i optimering heraf har vel også en vis relevans.
Og bruger man nogle forsimplede IPCC-regnemodeller, der ikke medtager CO2-optag fra etårige planter, bør CO2-udsendelsen fra fordøjelsen af disse planteprodukter naturligvis heller ikke medtages.
I det viste skema bliver »æbler og pærer« også blandet sammen i og med CO2 og CO2-ækvivalenter hidrørende metan blot lægges sammen. Det er meget misvisende, idet metanen i løbet af nogle år (halveringstiden 12 år) omdannes til en ubetydelig smule CO2, der så i øvrigt optages af de planter køerne spiser osv. Hvorimod CO2, der ikke kan matches med nogen afgrøder (fossilt CO2), blot opsummeres i atmosfæren.

Total misforståelse
Beskrivelsen i de indledningsvis nævnte tre kredsløb dækker naturligvis for en given kreds af producenter og forbrugere. Altså for eksempel en gård, der selv avler al sit foder og en nærliggende landsby, hvor produkterne spises.
Betragtes landbruget i Danmark, hører der således en række forbrugere i hele verden med i CO2-kredsløbet. Laver man en ædruelig CO2-balance for landbruget indenfor landets grænser, skal man således også indregne, at vores store landbrugseksport indeholder millioner af ton bundet CO2, indfanget på de danske marker.
Det er altså overordnet set en total misforståelse, at landbruget netto udleder CO2, og derfor vil en CO2-afgift på landbruget umiddelbart ikke give mening. Da landbruget, sammen med produktionsskovene, er de eneste erhverv, der kan fjerne CO2, og ovenikøbet har mulighed for at lave produkter, der kan skubbe fossilt brændsel ud, bør erhvervet i stedet guides i en retning, der bevirker, at mest muligt af deres affald bliver til energiprodukter.

Kilde: Effektivt Landbrug