luft

Regeringen og partierne bag klimaaftalen har indgået aftale om udmøntningen af 2,3 mia. kr. til udfasning af olie- og gasfyr og udrulning af fjernvarme og varmepumper. Den samlede indsats til udfasning af olie- og gasfyr forventes at reducere CO2-udledningerne med 700.000 ton i 2030.

Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale, SF, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance og Alternativet har indgået en aftale om fire forskellige støttepuljer til fremtidens grønne varmeløsninger, der skal hjælpe med at udbrede klimavenlige varme.

”Nu bliver det lettere og billigere for danskerne at skifte fra sort til grøn varme. Olie- og gasfyr skal skiftes ud med varmepumper, der kører på grøn strøm og flere skal på fjernvarmenettet. Jeg vil gerne takke partierne for gode og konstruktive forhandlinger. Vi har lavet en god aftale, der gør en reel forskel for klimaet", siger klimaminister Dan Jørgensen.

Med den samlede indsats til udfasning af olie- og gasfyr og forventet udvikling forventes det, at der vil være udskiftet ca. 60-70.000 oliefyr og ca. 120.000-170.000 gasfyr i 2030. Tiltagene til udfasning af olie- og gasfyr aftalt med klimaaftalen forventes at reducere CO2-udledningerne med 700.000 ton i 2030.

Det har været centralt for parterne at finde en god balance mellem støtten til fjernvarme og de individuelle varmeløsninger som f.eks. varmepumper. Det skal bidrage til at sikre, at der udrulles fjernvarme i de områder, hvor fjernvarme er den hensigtsmæssige løsning, og der skiftes til varmepumper i områder, hvor varmepumper er det oplagte alternativ til olie- eller gasfyret.

 

Citater fra partierne

Anne Paulin fra Socialdemokratiet:

”Udskiftning af de fossile varmekilder til grøn energi, er en af de vigtige elementer i den grønne omstilling, der allerede gør en stor forskel for klimaet på kort sigt. Derfor er det afgørende, at vi nu har skabt rigtig gode rammer for at få udskiftet olie- og gasfyr med varmepumper, samt at få grøn fjernvarme udrullet til flere danskere”.

Carsten Kissmeyer fra Venstre:

”Hvis vi skal nå vores ambitiøse klimamål, skal fremtidens opvarmning være grøn. Udfasningen af olie- og gasfyr er her et vigtigt led i den grønne omstilling. Derfor er vi i Venstre glade for, at vi med aftalen hurtigt og konkret kan sætte gang i denne del af omstillingen. For Venstre er det vigtigt, at aftalen både gør det tilgængeligt og attraktivt for danskerne at skifte til bæredygtig opvarmning, både på landet og i byerne. Det er til gavn for både klimaet og borgerne.”

Ruben Kidde fra Radikale Venstre:

"70 pct. målet i 2030 kræver, at vi stopper med at opvarme vores boliger med olie og naturgas, og i stedet bruger eldrevne varmepumper og fjernvarme. Med aftalen hjælper vi mange husstande på vej, men vi kommer ikke i mål. Det er afgørende for Radikale Venstre, at den grønne skattereform og næste års finanslov gør grøn varme mere attraktivt, så der ikke er nogen olie- og naturgasfyr tilbage i 2030".

Signe Munk fra Socialistisk Folkeparti:

“Jeg synes, vi har landet en god aftale som for alvor sætter fart på den grønne varme. For SF har det været vigtig også at give fjernvarmen et skub, så vi kan få skabt et solidt fundament for, at den grønne varme kan komme ud til folk, som bor i tættere bebyggede områder og i byerne”.

Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten:

"Det er utroligt vigtigt, at aftalen sikrer bedre vilkår for at skrotte gasfyr og samtidig støtte udvidelse af fjernvarmenettet. Enhedslisten har kæmpet for en større prioritering af fjernvarmen i aftalen. Jeg håber nu, at kommuner og fjernvarmeselskaber hurtigt vil gennemføre mere planlægning for fælles varmeforsyning. Enhedslisten er klar til at opprioritere fjernvarmen når tilskudspuljerne skal evalueres".

Mona Juul fra Konservative Folkeparti:

”Det er afgørende, at vi får en mere klimavenlig opvarmning af vores boliger. Med den her aftale er vi enige om en indsats, der vil reducere udledningerne med 700.000 ton i 2030. Det er et vigtigt bidrag, og viser, at der stadig er et stort potentiale i at udskifte olie- og gasfyr”.

Josephine Fock fra Alternativet:

"Jeg er super glad for, at Alternativet med denne aftale er med til at udfase de forurenende oliefyr og gasfyr, så vi kan fokusere på at elektrificere Danmarks boligopvarmning. Samtidig får vi efterisoleret flere boliger, så de kommer til at bruge mindre energi, og vi får flere koblet på vores kollektive fjernvarme, hvor det giver mening. Jeg tror, vi har fundet en god balance og vil løbende holde øje med udviklingen."

 

Baggrund

Bygningspuljen
Bygningspuljen stammer oprindeligt fra Energiaftalen 2018 og er målrettet besparelser i energiforbruget i helårsboliger.
Bygningspuljen åbnede d. 15. oktober 2020. Nu er der truffet beslutning om, hvordan puljen skal udmøntes fra 2021 og frem.
Puljen giver bl.a. tilskud ved skift til varmepumper, isolering af klimaskærmen og til optimering af boligers drift.
Med klimaaftalen udvides puljen, og puljens rammer justeres. Bl.a. målrettes 60 pct. af puljen projekter, som indebærer konvertering fra olie-, gas- og biokedler samt elvarme til varmepumper eller konverteringer til varmepumper sammen med energieffektiviseringstiltag.
Tilsagn om tilskud til konvertering er betinget af, at den pågældende bygning ligger uden for et eksisterende fjernvarmeområde eller uden for områder besluttet udlagt til fjernvarme.
Man kan bl.a. søge tilskud fra Bygningspuljen som privatperson, andelsboligforening, ejerforening i etageejendom, virksomhed, forening og selvejende institution.
Der er afsat i alt 1.260 mio. kr. til puljen, ud over de midler som blev afsat med Energiaftalen 2018. Med energiaftalen 2018 er afsat 800 mio. kr. til puljen.

Skrotningsordningen
Skrotningsordningen stammer oprindeligt fra Energiaftalen 2018 og giver støtte til varmepumper på abonnement.
Skrotningsordningen åbnede d. 1. oktober 2020. Nu er der truffet beslutning om, hvordan puljen skal udmøntes fra 2021 og frem.
Tilskuddet tildeles virksomheder, som udbyder abonnementsordninger og anvendes til at sænke forbrugerens initialinvestering i en varmepumpe.
Ordningen kan hjælpe til, at bl.a. borgere med begrænsede finansieringsmuligheder også kan udskifte deres olie- eller gasfyr med en varmepumpe.
Ordningen indebærer, at udbyderen står for alt det praktiske, herunder installation, drift og vedligehold.
Med klimaaftalen udvides puljen til også at omfatte alle olie- og gasfyr uden for eksisterende fjernvarmeområder og områder, der er besluttet udlagt til fjernvarme.
Der er afsat i alt 165 mio. kr. til puljen, ud over de midler som blev afsat med Energiaftalen 2018. Med energiaftalen 2018 er afsat 80 mio. kr. til puljen.

Fjernvarmepuljen
Fjernvarmepuljen giver støtte til udrulning af fjernvarmenet i nye områder.
Fjernvarmeselskabers konverteringsprojekter støttes med et fast beløb på op til 20.000 kr. per konverteret olie- eller gasfyr, for det antal, som udgør minimumstilslutningen.
Minimumstilslutningen er defineret som det antal husstande, der skal tilkobles for at give balance i selskabsøkonomien for konverteringsprojektet.
Støtten udbetales til fjernvarmeselskaberne. Det forventes, at støtten anvendes til at sænke forbrugerpriserne for de forbrugere, der tilslutter sig fjernvarmen, fordi det kan give en højere tilslutningsandel i konverteringsprojektet, hvilket giver fjernvarmeselskabet en bedre selskabsøkonomi.
Der er i alt afsat 405 mio. kr. til puljen.

Afkoblingsordningen
Ved afkobling af gasnettet opkræver det statslige gasdistributionsselskab EVIDA et afkoblingsgebyr på ca. 8.000 kr. til dækning af de faktiske omkostninger ved afkoblingen.
Afkoblingsordningen kan finansiere ca. 55.000 private husholdningers afkobling fra gasnettet.
Det skal nedbringe omkostningerne forbundet med at udskifte sit gasfyr.
Der er afsat i alt 470 mio. kr. til puljen

0
0
0
s2sdefault
powered by social2s

Gas til transport

nofoss

Samler viden og nyheder om
grøn gas til transport

Se mere her...

Annoncér

annoncer 215x100

Ram din målgruppe i
bioenergiMAGASINET

Hent medieinfo 2020 her

 

Biogas Danmark

biogasbranchen linko

Biogas Danmark arbejder for at sikre omstillingen til et fossilt uafhængigt samfund.