Written by Jens Schjerning, Fondsmæglerselskabet Agrocura A/S.
𝗙𝘂𝗹𝗱 𝗱𝗮𝗺𝗽 𝗽𝗮̊ 𝗘𝘂𝗿𝗼𝗽𝗮𝘀 𝘂𝗱𝗹𝗶𝗰𝗶𝘁𝗲𝗿𝗶𝗻𝗴 𝗮𝗳 𝗳ø𝗱𝗲𝘃𝗮𝗿𝗲𝗽𝗿𝗼𝗱𝘂𝗸𝘁𝗶𝗼𝗻𝗲𝗻 𝘁𝗶𝗹 𝗹𝗮𝗻𝗱𝗲 𝘂𝗱𝗲𝗻 𝗻æ𝘃𝗻𝗲𝘃æ𝗿𝗱𝗶𝗴𝗲 𝗿𝗲𝗴𝗹𝗲𝗿 𝗽𝗮̊ 𝗸𝗹𝗶𝗺𝗮 𝗼𝗴 𝗱𝘆𝗿𝗲𝘃𝗲𝗹𝗳æ𝗿𝗱
Her er Europas paradoks: Vi bryster os af verdensklasse-reguleringer, men konsekvensen er, at landbruget pakkes ind i bureaukrati – og i Holland, Belgien og Danmark bruger staten endda skatteborgernes penge på at opkøbe landbrug i klimaets navn. Det var aldrig meningen. CAP blev født efter 2. verdenskrig for at sikre selvforsyning, ikke for at sende produktionen ud af Europa.
𝗠æ𝗹𝗸𝗲𝗻 𝗳ø𝗿𝘀𝘁: Globalt er antallet af malkekøer steget ca. 7 % siden 1999 (132 → 141 mio.). I EU er det gået den anden vej: 30,4 → 21,5 mio. køer – et fald på 29 %. Ja, vi malker mere pr. ko, men Europa mister terræn, mens Asien og Sydamerika tager over, drevet af efterspørgslen på ost.
𝗦𝘃𝗶𝗻𝗲𝗻𝗲? Endnu værre. Siden 1974 er verdens so-bestand steget 136 % (29,8 → 70,2 mio.), mens EU er faldet 25 % (14,2 → 10,6 mio.). Siden 1999 står verden omtrent stille – men EU har barberet yderligere 38 % af avlsdyrene. Produktion flytter derhen, hvor omkostninger og miljøkrav er lavere. Gæt hvor det ikke er: Europa.
𝗢𝗸𝘀𝗲𝗸ø𝗱 fra slagtekalve er også i retræte. Globalt: –14 % (1,08 → 0,924 mia. siden 1995). EU: –29 % (99,1 → 70,5 mio.). Lavere efterspørgsel, skærpede klimakrav og strukturændringer – og endnu et stykke fødevareproduktion, der smuldrer.
𝗞𝘆𝗹𝗹𝗶𝗻𝗴𝗲𝗻 flyver derimod. Globalt er bestanden på stald gået fra 1,81 → 18,7 mia. siden 1961 (+933 %). I Europa 0,247 → 0,985 mia. (+299 %). Omregnet til produktion: ca. 70 mia. slagtekyllinger om året globalt. Forbrugere vælger billigt, magert og hurtigt produceret protein. Det kan Europa i princippet levere – hvis rammerne tillader det.
𝗗𝗲𝘁 𝗴𝗼𝗱𝗲 𝘃𝗲𝗱 𝗘𝗨? Høje standarder for dyrevelfærd og klima. Bagsiden? Når man strammer uden realistiske rammer, flytter produktionen. Ikke bare til nabolandet, men til Kina, Vietnam, Rusland og store dele af Sydamerika – steder med væsentligt svagere regler. 𝗥𝗲𝘀𝘂𝗹𝘁𝗮𝘁𝗲𝘁: Vi importerer fødevarer og eksporterer ansvaret. Flot grøn regnemodel, sort realitet.
𝗦𝗽ø𝗿𝗴𝘀𝗺𝗮̊𝗹𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝗱𝗲𝗿𝗳𝗼𝗿 𝗲𝗻𝗸𝗲𝗹𝘁: Vil vi have fødevarer produceret under stramme, kontrollerede europæiske standarder – eller vil vi outsource både arbejdspladser, værdikæder og klimaaftryk til lande med ringere kontrol? Lige nu vælger vi det sidste, mens vi klapper os selv på skuldrene for at være “forrest”.
Tid til at genbesøge formålet med CAP og stoppe symbolpolitikken. Selvforsyning, konkurrencekraft og høj standard kan godt gå hånd i hånd. Men ikke, hvis vi fortsætter med at regulere os selv ud af markedet og betale for at nedlægge vores eget landbrug. Det er ikke grøn omstilling. Det er grøn afvikling.
