bioenergi halm i solnedgang

Nyheder

I nyhedsbloggen finder du de seneste nyheder fra bioenergibranchen...

Lemvig Biogas er solgt

Nyt ejerskab skal udvikle Lemvig Biogas og styrke lokal grøn omstilling
Lemvig Biogasanlæg A.m.b.a. er efter godkendelse på generalforsamlingen blevet solgt til biogasselskabet BioticNRG, som vil videreudvikle anlægget og styrke produktionen af grøn gas i Danmark. BioticNRG er forvaltet af Palisade Real Assets, som investerer på vegne af den hollandske pensionsfond APG.

Køber planlægger at videreføre driften uændret med fortsat lokalt samarbejde, samtidig med at der arbejdes på at etablere et opgraderingsanlæg, der muliggør afsætning af gas til det europæiske gasnet.

- Vi er glade for at have fundet en køber med solid erfaring inden for drift af biogasanlæg og med et langsigtet perspektiv. Det har været vigtigt for os at sikre en løsning, hvor anlægget fortsat driftes med øje for lokalsamfundet og som videreudvikles med henblik på at aftage endnu mere husdyrgødning fra kommunen, siger formand for Lemvig Biogas, Niels Bjerre.

BioticNRG har mere end 20 års erfaring inden for biogas og driver i dag en portefølje af biogasanlæg i Storbritannien. Investeringen i Lemvig er et led i selskabets strategi om at opbygge og udvikle biogasaktiver og kompetencer.

Fokus på videreudvikling og lokal forankring
BioticNRG fremhæver, at Lemvig Biogas er et veldrevet anlæg med et stærkt fundament til at håndtere mange biomasser, gode relationer til leverandører og flere muligheder for videre udvikling. Planen er at videreføre driften som i dag, hvor ledelse, medarbejdere og samarbejdsrelationer i al væsentlighed fortsætter uændret. Samtidig ønsker BioticNRG at styrke samarbejdet med de lokale andelshavere og øge input af biomasse:

- Vi ønsker at udvide samarbejdet med andelshaverne med henblik på at aftage endnu mere gylle og derigennem udvide produktionsgrundlaget af grøn gas. Vi ser i den forbindelse positivt på at undersøge mulighederne for også at aftage andre biomassetyper, herunder dybstrøelse og svinegylle, udtaler Digby Beaumont, Head of Investments - BioticNRG.

Lokal opbakning til salget
- Lemvig Varmeværk har i mange år haft et tæt og konstruktivt samarbejde med Lemvig Biogas, og vi ser positivt på, at samarbejdet kan fortsætte under det nye ejerskab. For os er det afgørende, at anlægget fortsat udvikles med lokal forankring og med fokus på grøn omstilling. Samtidig er vi glade for, at Lemvig Varmeværk nu kan komme videre med planerne om at udbygge varmeværkets kapacitet med en varmepumpe. Det giver et solidt grundlag for, at vi også fremover kan levere grøn varme til byens borgere til en fornuftig pris, siger formand for Lemvig Varmeværk, Per Strøm Kristensen.

- Det er positivt, at der nu er fundet en ny ejer med erfaring og vilje til at sætte penge i videre drift og udvikling af Lemvig Biogas. Salget sikrer samtidig en grøn og langsigtet løsning for Lemvig Varmeværk og dermed for områdets borgere. Biogas er en vigtig del af den grønne omstilling og spiller en central rolle for erhvervslivets og landbrugets udvikling i vores område, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget i Lemvig Kommune, Bent B. Graversen.

Gennemførelsen af transaktionen er afhængig af sædvanlige betingelser.

Juni-nummeret er udkommet

Foråret er typisk en tid, hvor biogasanlæggene har travlt med udvidelser og implementering af nye tiltag.
I år er ingen undtagelse og der er sket utrolig mange nye positive tiltag til at styrke biogasproduktionen.
Medarbejderne på biogasanlæggene gør en stor forskel i hverdagen, med deres innovative og progressive tilgang til jobbet.
Læs om de mange nye investeringer i fremtidens biogas og de dedikerede medarbejdere på anlæggene.
Magasinet udkommer 12. juni 2026.

Links og præsentationer

Her kan du finde de links og præsentationer der henvises til i bioenergiMAGASINET

Grøn vidensdeling

bioenergiMAGASINET formidler viden og resultater fra forskningen, vidensdeling fra/mellem biogasanlæggene samt nye teknologiske landvindinger fra leverandørerne.

bioenergiMAGASINET april er online

Biogas er i bund og grund en god idé