Det hele startede med grønpiller for Hans Henrik la Cour som har stået for grønpilleproduktion siden 1970’erne.
Oprindeligt som advokatfuldmægtig i et dødsbo, der bl.a. omfattede de to grønpillefabrikker, som Pindstrup Mosebrug havde bygget med henblik på at udnytte græs fra forskellige tørvemoser, der var blevet genopdyrket ved omfattende landvindingsprojekter på Djursland og i Sønderjylland,
Helsæd så dagens lys
Shell Farm, der var en grønpillefabrik med demonstrationslandbrug, inviterede gennem mange år sine grønpillekolleger til et årligt branchemøde.
Engang i 1980’erne var der helsædshøst på dagsordenen.
Her havde man høstet bindermoden vårbyg med Dronningborg D 5000 grønthøstere, og tørret, tærsket og separeret helsædsafgrøden på et tromletørreanlæg.
Forsøget var udført i samarbejde med Bioteknisk Institut i Kolding.
Videnskabelig medarbejder, agronom Troels Ravn, skrev en rapport om forsøget, som han kaldte: Halmbjærgning med særligt henblik på industriel anvendelse, beretning nr. 126 fra Bioteknisk Institut, udgivet i 1985.
Nyt produkt opstod i kølvandet
I Løgumkloster indså Ejnar Lange, der er direktør for Sønderjysk Tørreindustri A/S, allerede i 00’erne, at grøntørringsindustrien ’sang’ på sidste vers.
EU udfasede støtten til proteinfoder, Folketinget udfasede tilbagebetaling af energiafgifter, og græs- og lucerneavlerne begyndte at gå over til at dyrke majsensilage til tyske biogasanlæg.
Så Ejnar gik i gang med at producere halmpiller, og udviklede produktet halmstrøelse, der består af valsede halmpiller.
Tilsat lud optimeres strøelsens udvikling af biogas, hvis landmanden leverer strøelsen med sin gylle til et biogasanlæg; Slutproduktet kaldes Gasstrøelse.
Råvaren er halm, der bliver købt hjem i storballer fra landbruget. Ballerne bliver revet op og snittet og derefter formalet og pelleteret på det tidligere grønpilleanlæg.
Tørretromlen er ikke i drift, for halmballerne skal bestå af tør halm for at kunne passere opriveren og snitteren.
Den arbejdsgang fik Hans Henrik la Cour til at tænke på Troels Ravns rapport fra Shell Farm, som han derfor tog frem fra sit arkiv.
- Vi betaler landmanden for at presse, oplagre og levere halmballer, som vi herefter river op igen og snitter ved brug af store elmotorer. Det må kunne gøres smartere, tænkte han.
Hvorefter han tog kontakt til Aarhus Universitet i Foulum med en ansøgning om rekvireret forskning, som universitetet tilbyder erhvervslivet.
I Foulum mødte Hans Henrik videnskabelig medarbejder Erik Fløjgaard Kristensen, som viste interesse for hans tanker om helsædshøst.
Sammen har de planlagt og gennemført det forsøg, som er beskrevet i artiklen om helsæd, og som Erik også har føjet nye perspektiver til.
Omkostningerne har han afholdt fra et budget i grønpillefabrikkernes moderselskab, som gennem mange år har hensat midler med henblik på, hvad fabrikkerne kunne bruges til på længere sigt.
Fabrikken på Djursland blev imidlertid solgt til Hedegaard Agro, men i Sønderjylland har Ejnar Lange succes med halmstrøelsen, og måske kan han på sigt udnytte forsøgsresultaterne med helsæd.
Perspektiv
Jeg forestiller mig, at maskinstationer/storlandbrug/grovvarefirmaer kontraherer/køber høstmodent korn på roden, hvor man ved hjælp af droner kan vurdere kerneudbyttet ret nøje, så der ikke behøves fysisk vejning i høst.
Afgrøden finsnittes og kules ude på stubmarken, hvorefter snitteren og frakørselsvognene kører videre til den næste mark.
Finsnitterne har god tid mellem 1. slæt græs og majsensilagen i oktober.
Når høsten er forbi begynder man at hente helsæden hjem fra kulerne med biotransportbiler, og som råvare leverer den til en slags grønpillefabrik light, f.eks. en Dantoaster med aspiratør.
Man kan formentlig nøjes med en vandfordampning på 10–15 procent af, hvad græstørring krævede. Overfladefugtigheden, der skal tørres af helsæden, og saften, der skal tørres af den grønne overfladebegroning, nogle gange med sne på, vil ikke kræve nær så meget varme, som frisk græs og lucerne gjorde ved grøntørring.
Tørvaren separeres via aspiratør til to pillepresselinier; En til foder og en til halmpiller.
Kernerne behøver ikke nedtørring til lagerfasthed, hvis de i samme arbejdsgang pelleteres til svinefoder med en premix.
Snithalmen vil tabe et par vandprocenter som følge af friktionsvarmen ved pelleteringen, og halmpiller uden lud vil være lagerfaste, medens gasstrøelse ret hurtigt skal ud under dyrene.
Kun forsøg i stor skala vil kunne vise, om helsædshøst og markkuler kan lade sig gøre, og om foderkorn og især halmpiller kan billiggøres derved.
Læs artiklen ” Billigere halmpiller til bioenergi” i september udgaven af BioenergiMAGASINET.
23. august 2019
Hans Henrik la Cour
