Stor tak til skatteminister Rasmus Stoklund og viceborgmester Jonas Ring Madsen for dagens besøg hos Solrød Bioenergi.
Biogas Danmark sætter pris på drøftelsen om den danske skatte- og afgiftspolitik, og dens betydning for biogasbranchens rammevilkår.
I december udgav Skatteministeriet en analyse, hvor det blev konkluderet at ustøttet biogas leveret gennem det danske gasnet kan fritages for CO2- og energiafgift, samt emissionsafgift for kvotebelagte virksomheder. Det er en analyse, som Biogas Danmark er meget glad for, og derfor opfordrer vi til, at skatteminister Rasmus Stoklund og regeringen snart følger op politisk på analysen.
Det giver nemlig ikke mening, at der betales afgift af klimaneutral biogas i gasnettet, som var det fossil naturgas. Og konsekvensen er, at den nuværende beskatning hæmmer den grønne omstilling af industriprocessor, transporten og danskernes gasfyr, når skatte- og afgiftspolitikken ikke giver incitament til at vælge grønt.
Biogas Danmark peger på, at afgiftsfritagelse for ustøttet biogas er et nødvendigt markedsvilkår for en udbygning af biogas, der ikke er afhængig af statsstøtte. Med denne afgiftsfritagelse for ustøttet biogas kan vi få ekstra gang i den grønne omstilling af industri, tung transport og danskernes boligopvarmning, hvor biogas er et vigtigt tiltag ved siden af andre grønne løsninger. Og med et større markedstræk vil der komme flere nye biogasanlæg, der er centrale for, at vi indfrier klima- og vandmiljømålene i den grønne trepart.
Biogas er en grøn teknologi, der virker her og nu. For Solrød Bioenergis vedkommende leverer biogassen et stort bidrag til Solrød kommunes klimamålsætninger og bl.a. husholdningsaffald fra København anvendes som cirkulær økonomi.