Evida har gjort status på biogas i distributionssystemet for 2024, der indgår i den grønne omstilling af energi- og gassystemet. Her er det Evidas opgave at tilkoble biogasanlæg og sikre, at gassen kommer fra produktion og ud til forbrugeren.
Fakta
Biogasandelen for 2024 udgjorde 38,0 procent af den samlede distribuerede mængde gas - og toppede den 20. juli, hvor andelen endte på 100,6 procent.
Ialt blev der leveret 649 mio. Nm3 biogas til distributionssystemet
Produktionen af biogas til gassystemet udgjorde 20 procent af den samlede produktion af vedvarende energi i Danmark.
Biogas har i 2024 skånet atmosfæren for 1,47 mio. t. CO2.
- Gassystemet og herunder biogas er en vigtig del af Danmarks energisystem, da gas er en stabil energikilde, der kan lagres. Dermed udgør gas en vigtig del af forsyningssikkerheden. Det samlede gassystem fører årligt en mængde energi frem til forbrugerne, der svarer til halvdelen af det samlede elforbrug. Samtidig spiller biogas en vigtig rolle i at gøre gassen grønnere, når den fortrænger naturgas, siger Sune Holm , driftsdirektør i Evida.
2024 markerede 10-året for tilkoblingen af det første biogasanlæg. Selvom der ikke blev tilkoblet nye anlæg i 2024, ser vi fortsat ind i en grønnere fremtid, da seks nye anlæg er under etablering.
- Evida arbejder sammen med Energinet og biogasproducenterne hver dag for den grønne omstilling af metangassystemet ved at koble biogasanlæg på systemet og sørge for, at biogassen kan strømme frit. Det er en dansk succeshistorie, at vi på ti år har en andel af biogas i systemet på lige under 40 procent, siger Sune Holm.
