En ny samlet biogasforening skal styrke branchen
Den 28. marts blev Foreningen Biogasbranchen stiftet.
Det er ikke en ny forening, men en samlet forening for alle aktører og interessenter på biogasområdet, som er stiftet ved sammenlægning af Foreningen for Danske Biogasanlæg og Brancheforeningen for Biogas.
De to foreninger har i henholdsvis 25 år og 20 år arbejdet for erfaringsudveksling og kompetenceopbygning i branchen, udbredelse af kendskabet til biogassens potentialer og mange løsninger. Og for gode rammevilkår.
Rammevilkår skal fastholdes
Rammevilkår, som har gjort, at vi de seneste tre år har fordoblet biogasproduktionen, så den nu udgør 10 procent. af det danske gasforbrug. Vi har på tre år taget et lige så stort skridt frem som i de foregående tre årtier.
Udfordringer og løsninger
Men vi må ikke hvile på laurbærrene. Der er stadig store samfundsopgaver der ligger og venter på, at biogassen bidrager med løsninger. Det gælder i forhold til omstillingen til det fossiluafhængige samfund, det globale klima, recirkulering og genanvendelse af knappe ressourcer, vandmiljøet, vækst og beskæftigelse i hele landet.
Store udfordringer
Der er også store udfordringer foran os som branche i forhold til at sikre, at der fortsat er langsigtet afklarede rammevilkår, som gør at landmænd, energiselskaber og andre vil investere i udbygning af biogasproduktionen. Og trafikselskaber, energiselskaber, kommuner, private aktører, som vil aftage biogassen.
Mange kommuner er i fuld gang med at inddrage borgerne i at sikre vi går fra affaldsbortskaffelse til genanvendelse af næringsstofferne som gødning samtidig med vi opgraderer energiudnyttelsen til biogas.
Biogaspotentialet skal udnyttes
Vi skal sikre, at biogasanlæggenes potentiale til at løse den fosforudfordring landmænd står overfor samtidig med at vi reducerer udslippet af drivhusgasser, realiseres. Og når vi har med biogas at gøre så har vi jo netop løsningen der, hvor den store klimaudfordring ligger: Udenfor det kvote belagte område: landbruget, transportsektoren og boligerne.
Det næste energiforlig
Energikommissionen offentliggjorde den 24. april sin rapport, som kommer til at indgå i de kommende energiforhandlinger. Der er mange gode overvejelser i den, men også nogle huller.
Først og fremmest, at den overser vigtigheden af gassystemet. Men den anerkender dog gassystemets betydning i forhold til at løfte biogassen frem med de store miljø og klimafordele, vi har.
Men samtidig er Kommissionen forblændet af tanken om teknologineutrale udbud. Det giver imidlertid ikke mening, når forskellige teknologier ikke leverer det samme.
Stabilt forsyningsnet
Den, der leverer den billigste kilowatttime er ikke den, der samtidig sikrer stabiliteten og forsyningssikkerheden i energisystemet, ikke den, der leverer på de vanskelige forsyningsområder, ikke den, der leverer afledte samfundsmæssige fordele i forhold til klima, vandmiljø, ressourceeffektivitet, cirkulær økonomi og lokal vækst og beskæftigelse i yderområderne.
Derfor kan teknologineutrale udbud ikke stå alene og ikke favne alle og sikre den fortsatte mangesidede udvikling, der er nødvendig.
Gassystemet sikrer sammenhængningskraften
Vi har brug for gassystemet til at sikre et sammenhængende, stabilt og omkostningseffektivt energisystem. Gas er et helt nødvendigt supplement og backup til el. Både når sol og vind ikke leverer og på de områder til f.eks. tung procesindustri og tungere transport, hvor el ikke rækker.
Og i fremtiden kan det kun være biogas. Som en lagerbar vedvarende energikilde. Med den veludbyggede og effektive gasinfrastruktur, vi har i Danmark, et effektivt landbrug og en ressourcebevidst affaldssektor, har vi et rigtig godt grundlag.
Biogasområdet skal styrkes
Og vi har ressourcerne til, at danskproduceret biogas ikke alene gradvist og smidigt kan erstatte naturgassen, men også bidrage til den nødvendige omstilling af transportsektoren.
Sammen har vi i Biogasbranchen en meget stor og vigtig opgave at løfte. Og sammen har vi en rigtig god sag – og løsninger på mange af samfundets udfordringer.
Derfor kan jeg kun opfordre alle biogasaktører og interessenter til at bakke op om foreningen, så vi får den styrke, der skal til.
Kun ved at løfte i flok kan vi skabe de optimale muligheder for alle aktører og løfte den opgave, der ligger naturligt for os i forhold til at løse mange af de store udfordringer samfundet står overfor lokalt, nationalt og globalt.
Biogas Danmark arbejder for at sikre omstillingen til et fossilt uafhængigt samfund.