I hele ni dage i juli dækkede den danske biogasproduktion mere end 100 procent af gasforbruget, og biogassen udgjorde næsten 90 procent af gasforbruget i juli. Dermed blev der sat en tyk streg under, at Danmark er verdens førende inden for grøn omstilling af gasnettet.
Hen over et helt år udgør dansk biogas 40 procent af gasforbruget. Dermed er vi rigtig godt på vej med at sørge for, at madaffald og affald fra industrien, halm, græs og husdyrgødning bliver brugt til produktion af grøn biogas og gødning. Det er til gavn for os alle – den grønne omstilling, klimaet og en mere ansvarlig genanvendelse af klodens ressourcer.
Den høje andel af biogas i juli skyldes, at gasforbruget er mindre om sommeren. Og det viser, hvor tæt vi reelt set er på at nå 100 procent.
Ifølge Syddansk Universitet er der tilgængelige ressourcer til næsten en tredobling af biogasproduktionen i Danmark. Og vi kan komme i mål med et 100 procent grønt gasforbrug, hvis vi vil. Men det er nødvendigt med bedre rammevilkår for ustøttet biogas, herunder:
- Endelig vedtagelse af afgiftsfritagelse for grøn biogas leveret via gasnettet.
- Et iblandingskrav, som sikrer fuld udfasning af fossil naturgas til boligopvarmning i 2030.
- Varmeforbrugere med gasfyr skal have mulighed for at købe afgiftsfritaget ustøttet biogas, som kun er lidt dyrere end den afgiftsbelagte fossile naturgas.
- At man får ændret og effektiviseret regler, bureaukrati og dermed ressourceforbrug til etablering og udvidelse af biogasanlæg.

