bioenergi halm i solnedgang

Nyheder

I nyhedsbloggen finder du de seneste nyheder fra bioenergibranchen...

Ny klimafremskrivning overvurderer udfasning af fossil gas i Danmark

frank rosager lastbil

Udviklingen i den danske biogasproduktion er alt for optimistisk i den netop offentliggjorte klimafremskrivning fra Klimaministeriet. Der kommer ikke til at være 100 procent grøn gas i gasnettet i 2029. Derfor er der behov for nye politiske initiativer, som fremmer ustøttet, afgiftsfri biogas, lyder meldingen fra Biogas Danmark.

Klimastatus- og fremskrivning 2024 fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet forventer, at der i Danmark er 100 procent grøn gas i gasnettet i 2029, hvilket er forudsætningen for NEKST-udvalgets anbefaling om, at resterende privat opvarmning med gasfyr fra 2030 kan ske med grøn biogas.

Men klimafremskrivningen kommer ikke til at holde stik, lyder budskabet fra Biogas Danmark, der i stedet forventer, at der vil mangle 0,5 mio. ton CO2-reduktion som følge af en mindre biogasproduktion end antaget i Klimastatus- og fremskrivning 2024.

– Forringede rammevilkår for biogassen betyder, at biogasproduktionen ikke kommer til at udvikle sig som forventet i klimafremskrivningen. I stedet for fremgang forventer vi stagnation og måske endda nedgang i biogasproduktionen i de kommende år. Derfor er der også store udfordringer i forhold til NEKST-udvalgets anbefaling om, at private med gasfyr skal bruge biogas fra 2030 – med mindre der kommer nye politiske tiltag, siger direktør Frank Rosager fra Biogas Danmark.

Biogas Danmark bygger sine forventninger til udviklingen i biogasproduktionen på flere forhold. For det første er udbudsbetingelserne i de kommende biogasudbud markant forringet, og derfor tror Biogas Danmark ikke på, at udbuddene vil føre til den forventede ny biogasproduktion.

Samtidig er det statslige gasdistributionsselskab Evida på vej med en ny tarifmodel fra 2025, der giver incitamenter til at bruge store mængder fossil gas, mens det bliver markant dyrere både at levere og købe grøn biogas.

– Rammevilkårene for biogassen får udviklingen til at gå den forkerte vej i retning af mere fossil gas og mindre biogas. Derfor foreslår vi tre politiske initiativer, der skal sikre, at husholdningernes gasforbrug bliver 100 procent grønt fra 2030, og at industrien får mulighed for at købe ustøttet og afgiftsfri grøn biogas fra 2030, fastslår Frank Rosager.

Biogas Danmarks forslag til politiske initiativer:

  1. At Evidas bebudede tarifmodel tages af bordet, og at der i stedet indføres en grøn tarifmodel, der fremmer udfasning af fossil gas og i stedet understøtter den grønne omstilling i industrien, fjernvarmen og hos private forbrugere.
  2. At der indføres et såkaldt CO2-fortrængningskrav, som sikrer, at gashandlerne leverer en stigende andel af ustøttet, afgiftsfri grøn biogas til private forbrugere, så de lever op til den politiske aftale om kun at anvende grøn gas fra 2030.
  3. At biogas fritages for CO2-afgift, når den leveres via gasnettet.

Juni-nummeret er udkommet

Foråret er typisk en tid, hvor biogasanlæggene har travlt med udvidelser og implementering af nye tiltag.
I år er ingen undtagelse og der er sket utrolig mange nye positive tiltag til at styrke biogasproduktionen.
Medarbejderne på biogasanlæggene gør en stor forskel i hverdagen, med deres innovative og progressive tilgang til jobbet.
Læs om de mange nye investeringer i fremtidens biogas og de dedikerede medarbejdere på anlæggene.
Magasinet udkommer 12. juni 2026.

Links og præsentationer

Her kan du finde de links og præsentationer der henvises til i bioenergiMAGASINET

Grøn vidensdeling

bioenergiMAGASINET formidler viden og resultater fra forskningen, vidensdeling fra/mellem biogasanlæggene samt nye teknologiske landvindinger fra leverandørerne.

bioenergiMAGASINET april er online

Biogas er i bund og grund en god idé