bioenergi halm i solnedgang

Nyheder

I nyhedsbloggen finder du de seneste nyheder fra bioenergibranchen...

Billionpotentiale i bio

Copenhagen Economics konkluderer i en ny rapport, at der er et billionpotentiale i den såkaldte biobaserede økonomi

Men det kræver investeringer her og nu!

Det er en rapport, der beskriver et næsten svimlende potentiale indenfor den biobaserede økonomi, som i dag fremlægges for netværket AGROBIOSAM, der har bestilt rapporten hos Copenhagen Economics.

En biobaseret økonomi er en økonomi, hvor brændsler, kemikalier, lægemidler og materialer bliver produceret ud fra biomasse i stedet for på basis af kul, olie og naturgas.

AGROBIOSAM er et netværk bestående af Novozymes, Haldor Topsøe, DONG Energy og Landbrug & Fødevarer. Netværket blev dannet i 2011 med støtte fra Fødevareministeriets Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) for at konkretisere mulighederne, perspektiverne og barriererne for en udvikling af bioøkonomi, og i dag fremlægger de deres konklusioner.

Kigger man på potentialet, ser det lyst ud. Alene inden for kemikalier, forventes andelen af biobaserede kemikalier at stige så markant, at omsætningen stiger fra ca. 900 milliarder kroner i 2010 til over 3 billioner kroner i 2025. Samtidig er der stort potentiale at hente i planteforædling og omlægning af høstmetoder og logistik samt biobrændstoffer frem mod 2020, konkluderer rapporten.

De voldsomme tal skræmmer ikke adm. direktør for Landbrug & Fødevarer, Søren Gade, der gerne ser tallene fulgt op med handling.

-Tallene i Copenhagen Economics rapport er nok til at tage pusten fra de fleste, men selvom potentialet i kroner og øre virker nærmest uforståeligt stort, er der ingen tvivl om, at den biobaserede økonomi er værd at satse på. Det kræver dog investeringer fra staten og private, og hellere i dag end i morgen, siger Søren Gade.

Han fremhæver den betydning den biobaserede økonomi kan have for både landbruget og Danmarks yderområder.

-En stor del af mulighederne ligger i landbruget og støtter op om fødevareproduktionen.

Andre afgrøder og anderledes høstmetoder vil give meget mere biomasse, som igen kan give flere muligheder for nye investeringer. Samtidig giver den øgede biomasse mere arbejde til yderområderne, for når råvaren bliver produceret på landet, vil det også give mening at viderebehandle den på landet, det vil give en helt ny industri derude, siger Søren Gade.

 

Offentlig støtte er en nødvendighed

Rapporten beskriver finansiering og regulering som de største barrierer for, at potentialet indenfor den biobaserede økonomi ikke nås. Udover støtte til fortsat forskning, udvikling og demonstration er der også behov for rammevilkår som vil gøre det attraktivt for virksomheder at investere i udvikling og kommerciel produktion. Det gælder både nationalt og i EU, så EU kan være i front på bioøkonomien, og ikke halte bagefter resten af verden, forklarer formand for BioRefining Alliance, Niels Henriksen.

-Hvis man vil være med i front, kræver det man investerer. Derfor må staten også gå aktivt ind i den biobaserede økonomi. Både herhjemme og i EU, hvor de må presse på for, at biobaseret økonomi bliver en prioritet, siger Niels Henriksen.

Tekst: Kris Vetter

Juni-nummeret er udkommet

Foråret er typisk en tid, hvor biogasanlæggene har travlt med udvidelser og implementering af nye tiltag.
I år er ingen undtagelse og der er sket utrolig mange nye positive tiltag til at styrke biogasproduktionen.
Medarbejderne på biogasanlæggene gør en stor forskel i hverdagen, med deres innovative og progressive tilgang til jobbet.
Læs om de mange nye investeringer i fremtidens biogas og de dedikerede medarbejdere på anlæggene.
Magasinet udkommer 12. juni 2026.

Links og præsentationer

Her kan du finde de links og præsentationer der henvises til i bioenergiMAGASINET

Grøn vidensdeling

bioenergiMAGASINET formidler viden og resultater fra forskningen, vidensdeling fra/mellem biogasanlæggene samt nye teknologiske landvindinger fra leverandørerne.

bioenergiMAGASINET april er online

Biogas er i bund og grund en god idé